Teambuilding på Grossglockner

Vi, fire ældre englændere, er på vej op langs Gardasøens vestlige side. Vi kører igennem småbyerne, kun få morgenfriske italienere er stået op og er på vej efter ‘pane’ til familien, eller måske blot på vej ned til den lokale for at nedsvælge den første espresso.

Det går stærkt med at køre nordpå, vi kører igennem tunnelerne medens vi ud igennem disses glughuller kan se windsurferne boltre sig. Der er god frisk vind over Gardasøen her ved halvottetiden om morgenen, og surferne forlader åbenbart også gerne sengen tidligt når spændende oplevelser venter. 

1

Selv tørnede vi ud lige efter solopgang, fordi turkommandøren havde beordret forflytning. Kvarteret skulle flyttes 400 km nordpå til Lofer i Østrig. I erkendelse af gamle sportsvognens utilstrækkelighed på europæiske autostradaer og drevet af vor egen eventyrlyst havde vi valgt den udfordrende vej op over Alperne via Grossglockner Hochalpenstrasse.
Kørende i biler fra tresserne skal man beregne lidt ekstra tid. Hvis man lægger vejen forbi et bjergpas, skal man beregne meget ekstra tid. Det har vi gjort, og det skal vise sig, at vi får rigeligt brug for tiden.

Efterhånden som solen får mere og mere magt ryger overtøjet af. Åben bil, solskin, en let vindjakke og bredskygget hat, så bliver det ikke meget bedre.
Efter halvanden time hører vi fra den bagerste bil, at det er tid til en kaffe- og tissepause. Når vi kører sammen, er forreste og bagerste bil altid i kontakt via walkie. Det er er hurtigere og nemmere end mobiltelefonen.
Vi er fire biler der vil trodse bjergene, – en MGA, en MGB, en Austin Healey 3000 og en Triumph TR 5-. En hurtig kop kaffe med en Amaro til halsen og så af sted igen med god fart. Vi holder os til landevejen nedenfor motorvejen imod Brennerpasset. Vi kan se her nedefra, hvordan bilerne på vej mod syd holder i kø, lang kø. Det er godt resten af gruppen, som valgte motorvejen skal nord på.

2

Efter Bolzano drejer vi af imod øst – ind igennem en frodig dal imod Lienz. En hurtig omgang frokost og vi passerer grænsen til Østrig. Igennem nogle smukke sving i de første småbjerge. Pludseligt lyder walkien “–kalder-kalder – MGB er gået i stå”, begge hænder er oppe.
Vi vender bilen og kører ned til de andre tre biler. Heldigvis gik B’eren ud lige ved en P-plads. Der bliver målt og prøvet – det er tændingen. Hurtigt finder mændene ud af at det må være rotoren, den er galt med. Fejlen er prøvet før på MGAen. Den gang, for to år siden, tog det tre timer inklusive besøg hos en flink reservedels-pusher i en italiensk landsby, at få fundet og udbedret fejlen. Men denne gang er fejlfindingen lynhurtig. Vi ved at indisk plastic kan være en udmærket leder, også på steder hvor den burde isolere. Af skade bliver man klog, så i år var der tilstrækkelige forsyninger af rotorer på turen. 15 min og så er vi på farten igen.

3

I Lienz møder vi skiltet – ‘Grossglockner’ passet er åbent, alle fylder benzintankene, og snart går det opad. Sving på sving. I bilerne holdes nøje øje med temperatur, omdrejningstal og olietryk. Så går det nedad til dalen vi skal ind i. Vi kører 30 km ind gennem dalen og når betalingsanlægget. Damen i skranken ved Heiligenblut ønsker os god tur med et ekstra smil og vinken. Eller smilede hun på samme måde som en grib ved en indtørret sø, og har hendes bror et autobugseringsfirma?
Nå, ingen tid til spekulationer og fortrydelse. Nu går det rigtigt opad. Snævre sving tæt efter hinanden og højderne indtages meter for meter. Så ryger hænderne op i Trumphen. Endnu engang er vi heldige, vi kan rulle lige ind på en parkeringspladsplads. Da vi stiger ud af bilen opfatter vi først rigtigt vor stejlt det er. De fire mænd diskuterer, tænker og konkludere. Tændrørene skiftes på Triumph’en – det er godt at Healeyen har et ekstra sæt med. Imens botaniserer damerne på de smukke bjergskråninger. Lige ved siden af bilerne findes tre forskellige orkidéer, der fotograferes og udsigten nydes. Afsted igen – nu er vi bagerst, da vi skal have Triumphen, der stadigt trækker lidt dårligt, forrest.
Men der går ikke mange meter opad før Healeyen ikke kan trække. De to forreste biler er forsvundet og det er svært at kalde på walkien, bjegene driller. Nu er vi kun mandskab fra to biler til at klare problemet. Tændrørene bliver renset og Healeyen humper af sted igen. Vi kan stadig ikke få kontakt med de to forreste biler, men kører roligt opad. Healeyen prutter stadig og har svært ved højderne. Så efter 5 km er den gal igen. Healeyen går ud, hænderne ryger op og vi har stadig ikke fundet de andre. Walkierne rækker, på grund af de massive bjerge der ligge imellen os, stadig ikke.
Målrettet fejlsøgning afslører benzinpumpen som synderen. Den er to år gammel. Heldigvis er Healyens ejer en forudseende mand. Så en ekstra findes frem af gemmerne. Damerne går tur – rundt om hjørnet er en gletscher og jeg synes jeg kan se de to andre biler 2 km fremme ved en restaurant. Der ringes op på mobilerne. Den er god nok. Det er dem, de sidder inde i varmen og får kaffe og kage.

I stedet nyder vi den storslåede udsigt og tager varmt tøj på. Efter en time er Healyen forsynet med ny benzinpumpe og så frisk som da den rullede ud af Abingdon. Vi klar og kører hen til restauranten, hvor fortroppen luner sig. Desværre er restauranten er ved at lukke, klokken nærmer sig 18.00, så bagtroppen springer kaffen over, og ekspeditionen fortsætter.

Vi vælger at tage afstikkeren op til Grossglockner gletsjeren. Det er et smukt syn, øverste punkt på vejen. Heroppe i knabt 2.500 meters højde arbejder mændene med Triumphen – den kører bar ikke godt – tændrør skiftes, der indstilles, og så skal vi af sted igen.

Men så er det MGAen den er gal med. Der er slet ikke nogle bremser og vi er ikke engang ikke begyndt med at køre nedad. Hurtigt finder de ud af at der ikke er bremsevæske på bilen. Heldigvis har Healeyen en flaske med – der bremses for kontrol, men det sprøjter ud, krus og kopper kommer under, det er jo ’livsnødvendige’ varer heroppe på tinderne. Hurtigt finder mændene ud af, at det er bremselyskontakten, der mangler en kvart omgang i at været skruet helt i. Kontakten blev skiftet på vej til biltoget i Hamborg ti dage tidligere, så hver gang vi har bremset siden, er der sprøjtet lidt bremsevæsket ud, og det var så slut på det højeste sted i Alperne. Ok hurtigt fikset, så er det af sted igen. Vi kører lidt ned – virker bremserne? Og vi kører opad og opad – kommer de andre med? Nu er klokken efterhåden 19.30, det er aftenen, og vi er de eneste biler på Grossglockner – dog møder vi ti stk. Audi R8 V10 som tilsyneladende testkøres. Dejlig bil, måske endda bedre end en MGA? Audierne giver tommelen op for vor lille kortege, et eller andet sted ligger jo et åndsfællesskab.
At kører igennem Hochtor i 2500m´s højde er en oplevelse. Den lavloftede tunnel fører direkte ud i den røde solnedgangshimmel. Det ser ud som om vejen slutter og vi kører ud i intet.
Men heldigvis fortsætter vejen. Sving på sving går det nedad – skilte advarer: Test bremser inden næste sving! Vi kører nedad i det gear vi kørte opad i og for ikke at varme bremserne unødigt, bremses kun lige før svingene.

Endelig er vi nede og så lyder walkien fra Triumphen: Vi kommer, men vi har ingen bremser. Hurtigt ind til siden og Triumphen kommer farende – vi tre andre biler følger måbende efter. Denne gang bliver det til en halv times afkøling af varme Triumph bremser.

Alle er høje efter den smukke tur med alle strabadserne, selv om det rumler fælt i maverne. Vi er ved at være godt sultne og vi skynder os imod Lofer. Det går nedad og vi kører rask til. Og så lige før Zell am See ryger MGB-ens arme op for sidste gang. Hurtig konklusion – endnu en rotor er gået. To af bilerne pakkes endnu engang ud, da er lidt vanskeligt at finde den sidste levende rotor der passer.
Så er det på vejen igen. Nu er det blevet mørkt og vi kører igennem en seks km lang tunnel . Jeg tror alle tænker, at det var godt rotoren ikke gik inde i tunnelen.

Vi finder vha. GPS-en hurtigt hotellet. Da er klokken blevet 10 om aftenen og flere af de andre tolv bilers mandskab er gået til ro. Heldigvis er der to par, der er blevet oppe, og har sørget for, at der blev lavet speck- und käsebrot til os. De skylles ned med fadøl og lystig snak om dagens oplevelser. Alle er enige om, at ingen af of var kommet frem , hvis vi var kørt hver for sig. Det blev til teambuilding på Grossglockner.

Så husk: værktøj, dynamo, kølerslanger,vandpumpe, rotor, benzinpumpe, tændrør, tændspole, ledninger, stik, olie, bremsevæske, lamper, osv. Men frem for alt gode venner! Tak til arrangører og venner.

Hilsen:

Triumph TR 5, Johanne og Gert
Austin Healey 3000, Helle og Benny
MGB, Lisbeth og Jørgen
MGA, Mette og Flemming

4