Hennings 100 i Mille Miglia

1

Mille Miglia 16. maj 2010
Efter adskillige år, hvor jeg har ageret følgebil for danske deltagere ved det historiske Mille Miglia eller lagt nogle feriedage hen over arrangementet som ”pressefotograf”, fik jeg i 2009 et uventet tilbud om at blive sponsoreret af den danske agent for tøjmærket State of Art, hvis min 1953 Austin Healey eller 1957 Porsche 356 Speedster ville blive accepteret i 2010.

Ansøgningen med startgebyret blev sendt ind før december 2009 og nu var det blot et spørgsmål om at vente til februar 2010, hvor alle ansøgere ville få svar.

2

Ventetiden over julen syntes uendelig lang og optimismen dalende, da vi kunne læse, at der netop i år var rekord høj antal tilmeldinger (ingen tale om krisen her). Det blev ikke bedre af, at jeg nytårsdag fandt en liste på den officielle 1000miglia hjemmeside, hvor de første 200 accepterede biler stod opført. Her var vi ikke på listen! Det var til gengæld Henning og John Andersen i deres Healey Silverstone.

3

En forespørgsel til Mille Miglia forsikrer mig om, at listen ikke er offentlig tilgængelig endnu, og at hvad jeg må have set, var listen af deltagere fra 2009. Da jeg følger op med et svar, at Henning Andersen er på listen, men ikke deltog i 2009 gik der ikke 5 min. før listen forsvandt fra hjemmesiden. Der var dog stadig håb, idet listen jo ”kun” bestod af ca. 200 køretøjer og der er plads til 375.

4

Endelig februar! Der blev ringet mellem de 4 til 5 hold, som vi havde kendskab til var tilmeldt. Det var dårlig nyt over hele linjen, bortset fra Henning Andersen, som (ikke uventet) var accepteret. I mit tilfælde kunne jeg læse, at min Porsche ikke var accepteret og at mit startgebyr ville blive tilbagebetalt, ærgerligt. Da jeg imidlertid ikke kunne se et tilsvarende svar på min Austin Healey, som var på samme ansøgning, men som enten Porsche eller Austin Healey, holdt jeg modet oppe en stund endnu og sendte Mille Miglia en påmindelse om, at jeg havde begge biler i min ansøgning, så hvad med Austin Healey? Samme aften modtog jeg en telefonopringning fra Italien, som pænt undskyldte, at man havde overset nr. 2 mulighed og om jeg mon havde kofangere til bilen? Man behøver nok ikke være detektiv for at gætte, at kofangere nu var et vigtigt punkt på deres agenda, så jeg bekræftede at det havde jeg selvfølgelig. Hvilket ikke var usandt, det var bare de gamle rustne, som jeg stadig havde liggende. Man bad mig om at montere kofangere og sende nye fotos som dokumentation og så ville man se på dem og bekræfte min deltagelse. Heldig stod der en tilsvarende Austin Healey i Strøjer Samlingen, som det kun tog nogle få minutter at afmontere og sætte på min bil med løse fingerspændte bolte, ud i sneen, tage billeder, kofangere tilbage på den anden Healey igen og billederne sendt pr. email for kort tid efter at få den officielle accept. Man er som et lille barn, der juleaften får sit største ønske opfyldt!

5

Forberedelserne gik i gang. Bilen skulle være i orden, så mulighederne for at gennemføre var optimale, i baghovedet lå tanken om, at i 2009 var der 2 deltagende danske biler men ingen af dem gennemførte. Mekanikerværkstedet That’s Leif gennemgik bilen og de få ting, som Leif fandt, blev rettet. Bilen kom på rullefelt før og efter udbedringerne, med ganske store forbedringer til følge.

6

State of Art har i forvejen aftaler med racerkøreren Casper Elgaard, som de også har aftale om at køre Mille Miglia i min bil, hvis hans øvrige engagementer tillader det, hvilket lykkeligvis var tilfældet.

Jeg havde aldrig mødt Casper før vi skulle have pressebilleder taget, men kan berette, at han er mindst lige så tiltalende, som man oplevede ham på Vild med Dans, m.v. Casper glædede sig også til Mille Miglia, som var nyt for ham. På spørgsmål om, hvem der skulle køre, blev svaret: Ham! Man kan vel ikke forvente en vinder af Le Mans løbets LMP2 klasse sidde som kortlæser i hele 1600 km? Men jeg håbede da også at få lov til at køre noget af vejen, hvis han ellers turde køre med mig? Det var han ikke bange for, ” da bilen jo var min!”. Hvad var vore forventninger, var et andet spørgsmål? ”At gennemføre”, blev svaret. I betragtning af, at der i 2009 var 2 deltagende danske biler, hvoraf ingen af dem gennemførte, ville det være upassende, at sætte større forventninger.

7

State of Art er ikke ny i Mille Miglia sammenhæng. Selv ejer direktøren en større samling biler, hvoraf de fleste er Porsche. Firmaet deltog allerede for mange år siden med flere af deres uvurderlige Porsche 550 Spyder i Mille Miglia. De samme som man også havde med ved Copenhagen Historic Grand Prix i 2009 og som også kommer til Grand Prix i både Aarhus og København i år. State of Art har en hel Mille Miglia kollektion, lige som firmaet var en af hovedsponsorerne på Mille Miglia både i 2009 og 2010. Det betyder at man også i Danmark kan købe poloskjorter og andet tøj, med Mille Miglia logoer på, noget som er særdeles populært i f.eks. Tyskland og hjemlandet Holland.

Det ligger vist i sagens natur, at både mekanikeren Leif, min søn Michael som kørte følgebil og fotograf samt Casper Elgaard og jeg blev udstyret med alt til garderoben af State of Art. Om det så var køredragt, sko og handsker, så har vi også dette udstyr. En lille detalje var vore poloskjorter, som alle Mille Miglia deltagerne og State of Art VIP gæsterne bar, var med Porsche logo. Til Casper og jeg var der Healey logo i stedet. En fin detalje fra et professionelt marketing firma.

Løbet forløb således, at Casper Elgaard kørte fra starten onsdag aften i Brescia hvor han naturligvis fik VIP spørgsmålene som hvordan det er at køre en veteranbil, når man er vant til Le Mans biler, osv. til Bologna. Det gik forrygende! Selv om han ikke havde lejlighed til at prøvekøre bilen inden starten, var han straks som et med bilen og dens usædvanlige gearskift. 3 gear plus overdrive. En af etaperne var sat til 3 timer. Vi kørte den på 2 timer. Torsdag morgen fik vi før starten udleveret resultaterne fra dagen før. Det så ikke godt ud! Vi var kørt alt for hurtigt og kommet gennem de forskellige tidskontroller alt for tidligt. Det giver flere strafpoint, at komme for tidligt end at komme for sent. Nu da vi var blevet mere bekendte med systemet, ville vi gøre os mere umagen for at ramme tidskontrollerne så præcist som muligt og hellere 1 sekund for sent end 1 for tidligt. Det gav resultat! Turen gik fra Bologna gennem fristaten San Marino over adskillige bjergpas, hvoraf et af dem stadig var med vejen ”skåret ud” med 4 til 6 meter sne stejlt op til begge sider af vejen og videre til Rom, hvor vi fik en fantastisk modtagelse til trods for, at det var både koldt og vådt. Efter modtagelsen i Rom, blev vi eskorteret gennem Rom med en forrygende fart af det altid samarbejdsvillige politi. På ganske få minutter så vi Vatikanet, Coluseum og alle de andre historiske bygninger i Rom.Fredag morgen var vi avanceret næsten 100 pladser op. Casper kørte indtil frokostpausen hvorefter jeg kørte et par 100 km. og gav derefter Casper roret for resten af turen således at vi endte med en samlet 190. En plads, svarende til midt i feltet, hvilket må siges at være tilfredsstillende taget i betragtning, at målet kun var at gennemføre. Konkurrencemennesket kom dog op i os, men med en triptæller der viste helt ved siden af og kun et armbåndsur for tidtagning og de mange strafpoint på førstedagen gjorde det umuligt at gøre det meget bedre.

8

Hvordan kører man så i Mille Miglia for at nå idealtiderne? Mange, inkl. os selv kører med pedalen i bund mellem de store byer, for efterfølgende at vente på en stor P-plads, til det bliver ”ens tur” til at køre ind i tidszonen på det helt rigtige tidspunkt. Speciale etaper, hvor der i et lukket område er lagt adskillige etaper med f.eks. 973 meter, derefter 2320 meter efterfulgt af 540 meter osv., osv., kan kun rammes nøjagtigt, hvis man er udstyret med kalibrerede triptællere og elektroniske stopure, så både kører og medkører ved, nøjagtig hvor lang tid og afstand der er, før man kommer til tidsuret. De allerdygtigste rammer indenfor 1 100. del af 1 sekund.

Når jeg nævner, at vi kørte med pedalen i bund, så kan jeg nævne, at på de mange små veje og bjergveje, blev vi aldrig overhalet af nogle af de kraftigere og nyere biler, som altid starter sidst i feltet. I de tilfælde en Maserati racerbil eller Mercedes 300SL kom op bag os, endte det hver gang med, at Casper kørte fra dem ved dygtig og modig kørsel. Vi overhalede på veje med hårnålesving, som ingen af de andre deltagere turde. Maserati’en ville oftest komme 5 min. senere til ”ventepladsen”. Om jeg var bange? Aldrig! Men jeg tænkte og håbede, at Casper forhåbentlig havde en plan B, hvis der pludselig kom en modkørende gennem det blinde venstresving, hvor vi lå i den anden bane. På intet tidspunkt var jeg bange for at køre med Casper, eller nervøs for at det vi udsatte min Austin Healey for, kunne gå galt. Tvært imod! Jo mere og længere vi kørte i bilen, des mere glad blev jeg for den.

Mekanikeren Leif fik en let tjans, han havde tilbudt at køre med i følgebilen, hvis der blev brug for ham. Hans grundige gennemgang af bilen gjorde, at det kun blev til hjælp med at polere bilen inden starten. Værktøjskassen kom aldrig frem.

Det hører i øvrigt med til historien, at jeg naturligvis måtte købe og montere nye kofangere til bilen. De blev faktisk først monteret aftenen før vi transporterede bilen til Brescia. Det skulle vise sig at være nok så heldigt. I Firenze var der meget stor trafik, ikke mindst på grund af, at Mille Miglia med over 500 køretøjer passerede tværs gennem byen over floden og forbi den kendte bro med alle guldsmedene. Her blev vi torpederet bag fra af en ny Aston Martin, som ikke havde lagt mærke til, at han langsomt kørte fremad, medens vi holdt stille i trafikken. Kofangeren tog stødet og selv om denne blev svagt bukket, tog karossen ingen skade.

9

En sidste ting er den kamp jeg selv har måttet igennem. Den 15. marts fik jeg en blodprop i hjertet herhjemme og døde med hjertestop på operationsbordet. Det første min familie fortalte mig efter operationen var at Mille Miglia nu var udelukket på grund af manglende forsikringer, m.v. Da blev jeg først rigtig ked af det, men besluttede, at jeg med ekstra hård fysisk genoptræning ville sætte mig det personlige mål, at køre løbet. Min søn var i følgebilen og kunne evt. overtage min plads, hvis det var for anstrengende, men det blev heldigvis ikke aktuelt.

Henning Thomsen

10